Viden om mad og ernæring til de mindste med Ma-Mam

Picture of Kirsten Mikkelsen Ravnbøl
Kirsten Mikkelsen Ravnbøl

Kirsten er ernæringsspecialist i mad til babyer og småbørn og har lavet Ma-Mam

I sol og varmt vejr, og når vi ellers har det varmt og sveder eller er fysisk aktive, har vores krop brug for ekstra væske – det gælder også for de mindste. Men hvad bør de mindste egentlig drikke, når den lille krop bliver varm og får brug for ekstra væske til at slukke tørsten og køle af? Og hvor meget væske bør de mindste egentlig drikke på et døgn? Læs med her og bliv klogere.

Hvilken væske har min baby brug for i varmen – eller har det varmt? 

 

I sol og varmt vejr, og når vi ellers har det varmt og sveder eller er fysisk aktive, har vores krop brug for ekstra væske – det gælder også for de mindste. Men hvad bør de mindste egentlig drikke, når den lille krop bliver varm og får brug for ekstra væske til at slukke tørsten og køle af. Og hvor meget væske bør de mindste egentlig drikke på et døgn? Det vil dette blogindlæg handle om. Vi har også allesammen brug for ekstra væske når vi er syge og har feber, men væske under sygdom kommer jeg ikke ind på her, da behovene ofte er anderledes under sygdom. Her opfordres du til at kontakte din sundhedsplejerske eller praktiserende læge for at høre, hvad du bør give dit barn af væske, når det er sygt.

 

Væske i varmen

Raske børn i alderen 0-3 år bør tilbydes babymælk(modermælk eller modermælkserstatning) og vand, også når de har det varmt. Juice, saft og sodavand eller andre lignende drikkevarer kan ikke slukke tørsten og snupper nemt den lille plads, som dit barns krop har brug for til varieret mad og mælk. Det gør vandet ikke og som ekstra bonus, er vand fra hanen det mest klimavenlige valg.

 

Får dit barn modermælk

Ammer du dit barn fuldt, er det som udgangspunkt dækket af din mælk – både når det er varmt og tørstigt. Brystmælk giver nemlig både mad og væske, som køler og slukker tørsten.

 

Får dit barn modermælkserstatning

Giver du modermælkserstatning kan du tilbyde kogt vand til at slukke tørsten som supplement til mælken frem til dit barn er 4 måneder. Fra 4 måneder og fremefter kan du tilbyde din baby vand fra den kolde hane. Husk altid at lade det kolde vand løbe lidt – ca. 200 ml (2 dl) – så det bliver friskt. Brug aldrig vand fra den almindelige varme vandhane til mad og drikke, da vandet potentielt kan indeholde skadelige bakterier, selv efter du har kogt vandet.

 

Er dit barn nystartet på mad

Når dit barn begynder på mad, kan du også begynde at tilbyde det vand fra den kolde hane. Det er ikke kun en god idé, når din baby har det varmt, men generelt også en god idé, når dit barn spiser mad, da vandet er med til at forebygge forstoppelse.

 

Vand på ferie i ind- og udland

I Danmark har vi noget af verdens reneste vand i hanerne. Men går jeres ferie til udlandet, bør du bruge købevand på flaske(uden brus), hvis vandet fra hanerne ikke kan drikkes. Er din baby under 4 mdr. skal købevandet koges, inden du giver det. Når dit barn er 4 mdr. kan købevand på flaske gives at drikke uden kogning. Men det er altid vigtigt at koge købevand på flaske til modermælkserstatning eller tilskudsblanding samt hvis du vil tilberede grød og mos til din baby på rejsen. Har I Ma-Mams økologiske frysetørrede grøntsagsmos med i udlandet, hvor vandet fra hanerne ikke kan drikkes, er det derfor også vigtigt at bruge købevand på flaske og koge vandet i fx en elkedel til grøntsagsmosen.

Herhjemme, og i andre lande hvor vandet kan drikkes fra hanen, bør du undgå købevand på flaske til dit barn, da købevand kan indeholder salte, som de mindste ikke har behov for at få tilført.

 

Hvor meget væske på en dag?

Børn har en naturlig tørst så tilbyd babymælk og vand flere gange i løbet af dagen, men tving ikke dit barn til at drikke vandet. Alt for store mængder vand kan nemlig være skadeligt, og der skal også være plads til den nærende mad.

Er du i tvivl om din baby får nok at drikke, er det godt at holde øje med om bleen bliver våd. Er bleerne tørre bør du tilbyde mere vand og mælk.

Raske børn over 3 år anbefales dagligt at drikke 1 til 1½ liter væske om dagen. Altså det samme som voksne. Det skyldes at børn generelt har et større væskebehov pr. kg kropsvægt end voksne. Børn under 3 år anbefales lidt mindre end 1 til 1½ liter væske. Babymælken tæller jo med som væske og for at der er plads til maden lyder anbefalingen på modermælkserstatning, at det højest må udgøre 750 ml ved 9 måneder. Det giver plads til at barnet også kan tilbydes koldt vand at drikke.

 

Kan mit barn spise sig til ekstra væske gennem frugt og grønt?

Frugt og grøntsager indeholder meget vand så det er nærliggende at tro, at det kan erstatte drikkevandet. Men for at få ca. 90 ml væske(lidt under 1 dl) skal din baby spise 100 gram agurk eller vandmelon. Det vil tage en rum tid at spise så meget og vil også mætte dit barn. Derudover bliver de fleste babyer trætte af at skulle tygge og gumle så længe. Konsekvensen kan derfor meget let blive, at dit barn ikke får nok væske og nok varieret mad, som det har brug for til at gro. Som tommelfingerregel bør væske være helt tyndt og kunne drikkes af kop/glas/krus eller flaske. Smoothies, yoghurt og blendede grøntsagssupper betegnes derfor også som mad og ikke som væske.

Men bortset fra det, kan det nu være dejligt med lidt forfriskende og saftigt koldt at spise, når den lille krop er varm, men husk så at give dem lidt koldt vand sammen med.

Kærlig hilsen

Kirsten

 

Kilde:

Sundhedsstyrelsen 2019: Ernæring til spædbørn og småbørn – en håndbog for sundhedspersonale

 

Vi bruger anerkendte web-værktøjer og deraf følgende cookies til at levere Ma-Mam.com og beder dig acceptere dette   Om cookies